
Hvem er jeg?
Som journalist
Min journalistiske rejse begyndte på Medietorvet på Syddansk Universitet. Dengang havde jeg en ambition om en dag at arbejde helt tæt på magtens centrum. Den ambition har jeg egentlig stadig. Undervejs har jeg bare fundet ud af, at det især er krydsfeltet mellem politik, presse og kommunikation, der interesserer mig.
Under min uddannelse fik jeg mulighed for at komme helt ind i det politiske maskinrum, da jeg tilbragte et år i Dansk Folkepartis pressetjeneste på Christiansborg. Her oplevede jeg på tæt hold, hvordan politiske dagsordener bliver til, hvordan pressen arbejder, og hvor stor betydning den rigtige kommunikation kan have. Jeg arbejdede med alt fra pressehåndtering og politiske historier til debatindlæg og den daglige kommunikation omkring partiets politikere.
I januar 2025 blev jeg bachelor i journalistik fra SDU, og siden har jeg fortsat min faglige udvikling på kandidatuddannelsen i journalistik (cand.public.).
Jeg interesserer mig især for politisk kommunikation, strategisk rådgivning og det politiske spil. Jeg holder af at forstå, hvorfor mennesker og organisationer handler, som de gør, og hvordan man kan omsætte komplicerede problemstillinger til historier, der både er forståelige og interessante.
Jeg er nysgerrig af natur, trives med ansvar og kan godt lide, når der er noget på spil. På længere sigt drømmer jeg om at arbejde endnu tættere med strategisk kommunikation og politisk rådgivning. Måske endda som rådgiver for en minister en dag. Det var trods alt en del af drømmen, da jeg begyndte på Medietorvet.
Som person
Privat er jeg nok det, man med et kærligt glimt i øjet ville kalde en vaskeægte nørd. Og det har jeg det ganske glimrende med!
En af mine helt store passioner er rollespil. Både den slags, der foregår foran en computerskærm, den klassiske udgave med terninger, papir og blyant, og liverollespil, hvor man for en stund træder ind i en helt anden verden. Jeg har gennem årene både været spiller, game-/ dungeonmaster og arrangør, blandt andet i Nordlenets Saga, en af Danmarks ældste liverollespilskampagner. Interessen er nærmest gået i arv, da både min far og onkel var blandt pionererne inden for dansk rollespil.
For mig handler rollespil i høj grad om kreativitet, fællesskab og evnen til at fortælle en god historie. Det er faktisk ikke så langt fra journalistikken, som man måske skulle tro.
Fællesskaber har i det hele taget fyldt meget i mit liv. Jeg har været engageret i FDF i mange år, blandt andet som leder for unge mennesker. I både 2022 og 2026 havde jeg desuden ansvaret for den eksterne presse under FDF Landslejr. Det har været nogle af de oplevelser, hvor jeg virkelig har kunnet kombinere min journalistiske faglighed med et fællesskab, der har været en stor del af mit liv.
Når jeg ikke beskæftiger mig med rollespil, politik eller andre projekter, bruger jeg gerne tid foran computeren. Jeg interesserer mig blandt andet for teknologi, historie, international politik og OSINT – altså arbejdet med at indsamle og analysere information fra åbne kilder / open source.
Jeg har nok altid haft svært ved at lade være med at undersøge ting, der fanger min interesse. Det ene spørgsmål fører som regel til det næste, og før jeg ved af det, har jeg brugt en hel aften på at lære noget, jeg slet ikke vidste, jeg var nysgerrig på.
Men sådan kan jeg nu meget godt lide det.
“Rettidig omhu”
– A.P. Møller
‘Sursum Corda ~ “Vi skal værne om det ædle og det gode”
– Plumslægtens valgsprog
